Der tales meget om den søde juletid, men julen er ikke lige sød for alle. For nogen er julen en hård tid, og har man mistet en nær eller kær, kan den være ekstra svær at komme igennem.

Savnet af den, man har mistet, forstærkes ofte i julen, hvor traditionerne, fællesskabet og familien kommer i højsædet. Man bliver mindet om, at der mangler en person, som aldrig kommer tilbage. Samtidig kan det være svært at tale om savnet, fordi man nødigt vil være til last eller tage glæden fra andre. Det kan være meget ensomt at være i sorg.

Jeg mener ikke, at sorg er noget, der skal løses. Sorg er der, og den skal have lov til at være der. Du kan arbejde med den, så den ikke spærrer for de gode minder, men det er også vigtigt at give dig selv omsorg og plads til at være ked af det.

Derfor er det vigtigt at lytte ekstra godt efter dine egne følelser. Mærk efter, hvordan du har lyst til at tilbringe juledagene. Skal du være tro mod traditionerne, eller har du brug for luftforandring?

I min praksis arbejder jeg med flere, der har oplevet sorgen ved at miste. Det er min erfaring, at der ofte kan være en stor hjælp i at skabe nogle nye ritualer omkring den, du har mistet, Det kan virke beroligende og det kan omfavne mindet. Det hjælper dig også til at gøre noget aktivt i din sorg, hvilket ofte kan virke lindrende.

  • Et ritual kan være at tænde et ekstra lys hver dag i julen og mindes den, du har mistet.
  • Du kan også gå i kirke og måske besøge kirkegården. Lægge en julekrans.
  • Eller du kan mødes med nogen, der står dig nær og dele jeres fælles minder om den, der er gået bort.

Noget, som mange overser er, at det også er vigtigt at være opmærksom på at få opfyldt sine basale
behov. – Selvom det er jul, og selvom du er i sorg. Så sørg for at få spist og sovet regelmæssigt, så du har fysisk og mentalt overskud til at komme igennem juledagene.

Hvis du synes, det er svært at få hul på disse ting eller at tale med dem, der står dig nær, om din sorg, så kan det være en god idé at tale med en udenforstående.

Hvis du har brug for hjælp til at komme igennem den svære tid, har jeg gode erfaringer med at støtte mennesker, som oplever svær sorg i deres liv. I terapien møder jeg dig med omsorg, støtte og forståelse. Jeg har også selv prøvet at miste, så jeg kender de følelser, du står med.

Målet er ikke at negligere sorgen eller udviske mindet. Men jeg kan hjælpe dig med at bearbejde sorgen, så den fylder mindre i din hverdag, og giver dig plads til på et tidspunkt at kunne glædes over de gode minder, der var.

Du skal være meget velkommen til at kontakte mig her